PEJS: * I oprindelige tider var den egentligt også et køkken, altså et ildsted hvor man tilberedte mad, men efterhånden blev køkkendelen udskilt og ildstedet blev mere et sted man brugte til at varme sig ved. Hen ad vejen har det udviklet sig til noget de fleste forbinder med hygge og tryghed. Men faktisk er den åbne ild et symbol på solar plexus chakraet, og dermed på transformation og forvandling i forbindelse med vores evne til at markere os og sætte grænser.

PENGE: * Er symbol for energi og dermed den måde vi udveksler på. Alt har sin pris og måden vi deler af os selv på afspejles ved pengedrømme. Drømmer vi at der ikke står ret meget på kontoen, er det et billede på at vi i den periode er i underskud. I den anden ende kan vi drømme at vi vinder millioner, som dermed bliver et billede på at vi har fået adgang til en større mængde energi og dermed større overskud.

PERRON: * Toget er symbol på en "guided development proces". Dvs. at vores højere bevidste symboliseres ved toget. Så når vi drømmer om perron/tog er det en henvisning til at vi er klar til at følge vores medfødte handlingsplan i højere grad og mere bevidst end hidtil.

PISK: * Er et redskab der bruges i forbindelse med at drive fremad eller underkue. Det er her vigtigt at se på den øvrige drøms billeder for at forstå om den prøver at sige noget om en selv: altså om man pisker selv frem, evt. pisker sig selv for at undertrykke sig selv.

PLANTER: * Vokser ved vand. Planter/blomster bliver dermed symboler på vækst via følelserne. Drømmer man om disse er det billeder på at ens vækstproces blomstrer på forskellige planer. Visne planter/blomster optræder når man ikke tillader sit følelsesliv at få lys og luft og kan indikere en depression (fransk= at undertrykke).

PLASTER: * Et plaster opfattes af de fleste som noget positivt. Et plaster på såret er en vending vi alle kender. Plaster i drømme er et symbol på at vi føler os sårede og har brug for at få - et plaster på såret! Altså omsorg og kærlighed fra enten os selv eller fra nogen vi kan bede om det.

POLITI: * Optræder når vores samvittighed eller skyldfølelser slår til. Vi er blevet belært om alskens ting og sager fra forældre og familie i vores tidlige barndom, om hvad man må og ikke må uden skelen til om disse pålæg nu også er rimelige i forhold til personer og situationer. Mange børn bliver opdraget efter skyldprincipper frem for ægte filosoferen om hvad der er ret og vrang. Derfor går alt for mange rundt med indre politifolk som ikke kun holder dem selv i stramme tøjler, men også bliver andres vogtere. Drømmer man om politi er man klar til at gøre op med disse spændetrøjer og finde sin egne ægte etik frem og bruge den i stedet.

PROP (flaskeprop): * En prop er noget vi bruger til at lukke noget inde i en flaske/beholder. For det meste i forhold til en eller anden væske. Og væske ( = vand ) er forbundet til følelser. Så drømmer vi at proppen tages af beholderen/flasken er det fordi vi åbner til indkapslede følelser og dermed forbundne personer og situationer.

PUMA: (se DYR)